I juni 1999 tog jeg kørekort til motorcykel. Min gode kammerat Søren havde presset mig et stykke tid, og da der så var udsigt til, at timekravene til køreundervisningen ville blive hævet væsentligt, slog jeg til i en fart. 18. juni 1999 var kortet i hus, og i løbet af sommeren fik jeg kørt mange ture sammen med Søren på hans Suzuki GSX250 fra 1985.
Siden Søren fik mig 'hooked' på motorcykler, gik jeg, og skulede efter alle de motorcykler og motorcyklister jeg så, og var grundtigt misundelig. Men i maj 2000 købte jeg min egen motorcykel! Det var en Suzuki GSX250 fra 1983 - samme model som Sørens, men med næsten halvt så mange kilometer (30.250) og et væsentlig lavere olieforbrug - købt hos Harrys Motorservice i Randers.
Der gik dog ikke mere end et par måneder, før Søren 'opgraderede' til en Honda TransAlp - en US-model fra 1989. Sådan en 600 cm3 v-motor gav jo væsentlig mere power end Suzukiens, men jeg synes, at TransAlpen var temmelig stor og tung.
På de to cykler kom vi ret vidt omkring i det danske rige: På nogle ture med telt og trangia, til træf i Skagen, til Mosten Raceday - og ikke mindst på mange små køreture rundt på Djursland.
Jeg var godt nok stadig misundelig på de motorcyklister, som havde større og federe maskiner end min (altså de fleste), men jeg var glad for Suzukien, og den kørte stabilt uden de store problemer. Men godt to år og 14.800 kilometer senere, blev Suzukien solgt, og min motorcykel voksede et par numre.
En Yamaha XTZ750 SuperTenere fra 1993 afløste Suzukien i starten af maj 2002. Også den blev købt hos Harrys, og den var i rigtig god stand. Den havde 42.800 kilometer bag sig, og var udstyret med centerstøtte, sidetasker med stativ fra Hepco&Becker, Scottoiler, WhitePower forgaffelfjedre og stålarmerede bremseslanger.
Pludselig synes jeg ikke længere, at TransAlp'en er stor og tung - sammenlignet med SuperTenere'en er det nærmest en lille, sød lommecykel :-) Problemerne med, at følge med Søren, er også helt væk.
Nu (august 2003) har SuperTenere'en rundet 70.000 km. Jeg har altså kørt snart 30.000 kilometer på to sæsoner! Og heldigvis uden de store tekniske problemer.
Fra instruktionsbogen til SuperTenere'en - med nogle små ændringer og tilføjelser:
Noter og links omkring reservedele og modifikationer.
Opdateret: 12.05.2015